Garanterer vished sandhed?

I teksten Leviathan (1651),  skrevet at Thomas Hobbes, kan man se, hvordan han tydeligvis differentierer mellem at bruge ens fornuft til at finde summen, som svarer til sandheden ved hjælp af én eller et par konsekvenser, som ikke nødvendigvis ligger særlig tæt på, hvad det drejer sig om, og så at bruge ens fornuft til at gå et skridt af gangen og gå fra den ene konsekvens til den anden og grundigt kigge på alle de nødvendige informationerne eller konsekvenser, som eventuelt kan have indflydelse på det sidste resultat/sidste konklusion. Han mener, at vi i realiteten kun kan have vished om et resultat fordi, vi nødt til at tage hensyn til alle mulige affirmationer og negationer som bliver fremstillet.

Hobbes bruger et eksempel, som tydeligt kan sammenlignes med dette spørgsmål om hvis vished garanterer sandheden. Han skriver: ”For det er, som når et familieoverhoved gør regnskabet op og lægger alle udgifterne sammen i en enkelt sum uden at tage hensyn til, hvordan hver enkelt regning er blevet sat sammen af dem, der har indsendt den til regnskabsopgørelsen, ligesom han ikke ser, hvad han betaler for; han tjener ikke sin egen sag bedre, end hvis han godkendte regnskabet i dets helhed og stolede på hver enkelt bogholders dygtighed og ærlighed”

Man kan sige, at han referer til tilfælde, hvor man vælger at undgå eller ignorere nogle ting, som bør tages i betragtning i det endelige resultat.

Man kan se på dette spørgsmål i mange forskellige kontekster deriblandt forholdet til religion. Indenfor religion opstår denne problematik meget og fremkalder tit debatter og diskussioner, da ens sandhed i religiøse sammenhænge ændrer sig meget fra person til person. Vi kan hver især tro på, hvad vi selv mener, er sandheden; de kristnes Gud er ikke ens med den muslimske Gud eller de Buddhistiske guder, men der hvor problemet opstår i den religiøse verden, er ved bevisførelsen, da der sjældent bliver præsenteret konkrete beviser for, hvorfor man burde tro på den ene religion over den anden, eller hvorfor en specifik religion har ret? Spørgsmålet er i virkeligheden, hvorfor mon folk overhovedet vælger at tro på religion? Hvordan kan (for eksempel) kristne understøtte deres vished om den sandhed, der står i biblen?

Mange kan mene, at det er relativt nemt at se, hvordan vished ikke nødvendigvis garanterer sandheden i den ikke-videnskabelig verden. For er ens personlige vished om noget nok til at kalde det sandheden?

Men på den anden side kan sandheden heller ikke være hundrede procent garanteret i den videnskabelig verden, da vores fysiske, kemiske og biologiske viden aldrig står stille. Vi opdager hele tiden nye former for liv og nye dele af verden, som vi aldrig har kendt til – som fx livet i havene. Dette betyder, at selv om vi er sikre på noget lige nu, selvom videnskabsmænd med vished kan sige noget, kan dette altid ændre sig.

Så hvordan kan vi nogensinde sige med sikkerhed, at det vi ved lige nu, er den hele og eneste sandhed? Mange vil mene, at det kan vi ikke, og at vi burde tvivle på sandheden.

Descartes (1596-1650) – fransk matematiker og filosof – skrev selv, at ”man bør, mindst en gang i sit liv tvivle på sandheden af sine holdninger for at finde ud af, hvad der ubetvivleligt er sandt.” Denne tvivl, som ikke er en påstand om, at ubetvivlelige udsagn er falske, kaldes ofte for Descartes’ metodiske tvivl.

Hvad nu hvis vi opdager, at elektroner er opbygget af tre under-elektroner eller noget endnu mindre, som vi aldrig har vidst før – ville dette så automatisk blive den nye sandhed? Hvordan kan vi være sikre på, at det vi selv erkender som sande og troværdige kilder, i virkeligheden er de sande og troværdige kilder? Hvad ligger vi vægt på, når vi definerer en sand viden for os?

Hele menneskeheden troede i mange år hundrede på, at jorden var flad. Det var ikke engang et spørgsmål, som blev stillet, det var bare en simpel sandhed. Da det så blev eftervist at denne påstand var forkert, ændrede det hele klodens perspektiv.

Vi kan også se på et mere moderne og aktuelt eksempel. Siden Trump tabte i 2020-valget i USA, har mange af hans tilhængere med hundrede procents sikkerhed troet på, at det juridiske system i USA er lavet for at gå imod ham og republikanere i det hele taget, og at dette er grunden til hans tab og grunden til, at han nu står overfor flere juridiske problemer.

Det er deres sandhed. Men mange af os her i Europa samt demokraterne i USA ville øjeblikkeligt kunne sige, at dette er falsk, og at det tydeligvis er Trump, som fortjener de mange problemer han er udsat for. 

Men hvordan kan vi være sikre på, at det vi tror på, er sandt, i realiteten faktisk er sandt?

Hvordan kan vi med sikkerhed overbevise os selv og andre om, at vores perspektiv er den sande?

I dag kan vi ikke vide, om der om 3, 4, eller 5 år kommer beviser imod det amerikanske juridiske system, som beviser, at det har handlet imod Donald Trump. Men dog er vi stadig overbevist om, at vi har ret. At vi kender den reelle sandhed.

Vores personlige sandhed er dog ikke kun et resultat af vores holdninger, og hvad vi selv erkender som sandt, men tit et resultat af vores miljø og vores medmenneskers perspektiver, da dette påvirker os virkelig meget. Det er nemmere for mennesker at tro på, at det vi kan identificere os med, eller det vi er enige i, er med vished sandt.

Bare fordi en sum eller et resultat ikke er, hvad vi er enige i, kan vi ikke automatisk frasige det.

Man kunne argumentere for, at vores idé om sandheden er relativt fleksibel og kan ændres.

Denne fleksibilitet bliver endnu mere forstærket af de nye moderne artificielle og virtuelle intelligenser, og de kommunikationsmedier som vi har til rådighed, og som kan påvirke vores idé om sandhed, samt har stor påvirkning på, hvad vi mener med, sikkerhed er rigtigt. Det er blevet for nemt at snyde om sandheden på en ekstrem realistisk måde. Som for eksempel med deep-fake, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved vores opfattelse af virkeligheden.

Veritas est adaequatio rei et intellectus, betyder at sandhed er overensstemmelse mellem intellekt og ting (Thomas Aquinas, 1225-1274). Definitionen af den sande viden er ikke fejlfri, da det spiller en enormt stor rolle, hvordan, hvorfra og hvornår vi har opnået den.

Olivia Bardram / S6DA / EEB1 Uccle